Samarbejdet med jer forældre er vigtigt for os i Børnejunglen. Når vi har et godt samarbejde, kan vi nemlig skabe en mere tryg hverdag for jeres barn, hvor det trives og udvikler sig.
Det er også vigtigt for os, at I oplever os medarbejdere i Børnejunglen som imødekommende og tilgængelige - I kan altid tage fat på os, hvis I har en besked, et spørgsmål, eller har oplevet noget, der undrer jer.
Den daglige kommunikation foregår både i garderoben, når I afleverer og henter, men også på vores forældreintra Aula. På Aula sender vi beskeder ud med praktiske informationer, og vi lægger billeder op fra børnenes hverdag, så I kan følge med.
Ved alle stuer hænger månedens aktivitetsplan, hvor I også kan følge med i, hvad vi laver sammen med børnene her i Børnejunglen.
Forældresamtaler
Vi har en række faste forældresamtaler, som vi indkalder jer til i løbet af den tid, jeres barn er her i Børnejunglen.
Vi holder en 3-månederssamtale, hvor vi taler om, hvordan opstarten har været for jeres barn, og om der er noget, vi skal justere på.
Vi holder en 1-årssamtale, hvor vi igen vender jeres barns trivsel og udvikling.
Derudover holder vi overgangssamtaler i forbindelse med, at jeres barn skifter til både børnehave og skole. Her taler vi om, hvordan vi sammen kan gøre det til en god og tryg overgang.
Hvis enten I som forældre eller vi her i Børnejunglen oplever bekymringer eller undringer omkring jeres barn, er der altid mulighed for, at vi kan holde en samtale.
Forældreråd
I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Børnejunglen. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på dagligdagen i Børnejunglen og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.
Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis du er interesseret i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan du kontakte vores pædagogiske leder og høre mere.
Forældrerådet holder møder fire gange om året.
Forældrebestyrelse
I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.
Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.
Du kan læse mere om, hvordan du som forælder kan få indflydelse på dit barns hverdag her.